Jeg har drukket kaffe med homopigerne på et rart hjørne, hører Cake, er glad og hyggelig i mit hjem. Om lidt skal jeg løbe en tur, i aften skal jeg være sammen med barndomsveninden og hendes mand og børn. Imorgen skal jeg starte på en ny stor opgave på jobbet, som jeg er spændt på og har præstationsangst for (det er i denne sammenhæng en rigtigt dejlig ting). Det er ret godt det hele i virkeligheden. Klart, lidt tomt - men rart og imorgen også spændende.

Imorges skrev jeg til J, at jeg ønskede ham og den nye kæreste held og lykke. Jeg ved de går i afviklingsuge på store projekter denne uge, og kan huske at det sgu altid var både spændende og hårdt for os, når han var involveret i de ting. Jeg ønsker ham det bedste. Jeg begynder at glemme... simpelthen glemme vores forelskelse. Det føles mærkeligt, angsprovokerende og alt muligt andet, men også spændende. Jeg er vokset mig ud af fortiden. Sådan er det vel. Det begynder at være en ung lille tøs, der var forelsket engang. Det var ganske simpelt ikke mig, og jeg kan knap huske hvordan det var, ud over at det var dejligt og meget opslidende.

Gad vide, hvad fremtiden kommer til at indeholde. Jeg er spændt, og jeg glæder mig :)